Vi skal væk fra ”Sådan er det bare”-stadiet

Forfatter Tommy Krabbe satte fokus på forandring, forskellighed og fællesskab i lyset af den boligsociale opgave.

- Jeg har glædet mig til i dag, for jeg skal snakke om noget, der er et hjertebarn for mig. Jeg har selv arbejdet indenfor det boligsociale i ti år. Det var mit første job efter endt uddannelse, så det betyder rigtigt meget for mig, indledte Tommy Krabbe sit foredrag om forandring, forskellighed og fællesskab i lyset af den boligsociale opgave.

En af hans pointer var, at selvom forandringer efterhånden hører hverdagen til, er vi ikke blevet bedre til at håndtere dem. Vi oplever som mennesker forandringer forskelligt, og det udfordrer det fællesskab, der skal sikre, at opgaverne bliver løst. Der er mange ting, der spiller ind: kommunikation, angst, usikkerhed og konflikter.

Tommy Krabbe kom med et helt konkret eksempel fra sit boligsociale arbejde i Nivå:

- Vi skulle åbne et værested for unge på 13-25 år i et boligområde, men det trak ud af praktiske årsager. Mens de unge gik og ventede på, at projektet startede, forsamlede de sig på gaden foran stedet om aftenen og tændte ild i en tønde for at få varmen, og det skabte stor utryghed blandt beboerne i området. Jeg faciliterede et møde mellem de unge og afdelingsformændene, men til at begynde med var de på hver sin planet, så det var virkelig op ad bakke. Brug lige tre minutter med sidemanden: Hvad vil I gøre for at løse den konflikt, spurgte Krabbe og overlod deltagerne til samtale med hinanden.

”Sådan Er Det Bare”

Fem minutter senere fik folk lov til at komme med løsningsforslag. Hvordan det reelt endte, lod Tommy Krabbe være en cliffhanger og gik videre med foredraget:

- Jeg er præget af sangen ”Kære Linedanser”. Det er verdens bedste sang for mig, for alt her i verden er en linedans. Livet er jo den ultimative linedans. Og andet vers er simpelthen så smukt: ”Være én, men én iblandt, og mødes, så du gror”. Det her kan man jo også kalde integration, og det er noget, vi alle skal gøre hver eneste dag. Det handler ikke om hårfarve, eller hvilken kultur dine forældre kommer fra, men om at være én men én iblandt. At jeg er mig på min måde, og det har jeg lov at være.

- Men hvis vi har den ret, så har vi altså også en pligt til at prøve at være én iblandt. Og det er dér, det kan begynde at blive svært, når vi ikke har samme måde at være én på. Og så kommer der forandringer ovenikøbet. Og det vi ofte gør, når der kommer forandringer, er jo at hive fast i det, som er sikkert i tilværelsen. Det kan være vores måde at tænke på eller de fællesskaber, vi er en del af.

- Det der sker med os mennesker, når der opstår en masse usikkerhed, det er, at vi kommer til at lide af en ganske bestemt diagnose, som jeg kalder SEDB: ”Sådan Er Det Bare!” Det er den nemmeste måde at forholde sig til verden på.

- Filosoffen Francis Bacon sagde, at mennesker finder hvile i konklusioner og generaliseringer. Man kan også kalde det fordomme. For eksempel ”Det er også kommunen”, ”Det er også boligforeningen”, ”Det er også naboen”. Det giver ro i hovedet og enkelhed, at vi har en konklusion, men det er tankefælder, der gør, at så behøver vi ikke at snakke mere om det. Vi fodrer vores tunnelsyn, og at bebrejde andre end os selv er virkelig befriende.

Tommy Krabbes svar på den udfordring er at finde en fælles platform, der skaber et fælles sprog. Så bliver det ikke forandringen, der forstærker forskelligheden, men håndteringen der styrker fællesskabet. Også selvom det betyder, at man skal høre på brok.

Der skete en relationsdannelse

Tommy Krabbe er uddannet cand.mag. i Interpersonel Organisationskommunikation, og har haft en række forskellige stillinger i både det private og offentlige. Når han ikke holder foredrag, er han blandt andet optaget af at drive sit fristed for iværksættere, fordybe sig i nye emner og skrive bøger.

Kort før pausen løftede Tommy Krabbe sløret for, hvordan konflikten i Nivå faktisk blev løst:

- Lige pludselig begynder de to grupper at få nogle fælles fortællinger. Hvem er de egentlig som mennesker? De udveksler telefonnumre og siger ”kom lige ned og få en pølse med”.

Der sker simpelthen en relationsdannelse på mødet. Og det magiske tidspunkt er der, hvor de træder ud af ”Sådan er det bare”-stadiet og ser hinanden i et andet lys. Hvordan skaber man så den forståelse oppe i hovedet? Og hvilken rolle spiller de fællesskaber, som vi er en del af, spurgte Tommy Krabbe retorisk.

Krabbe gjorde klart, at det er supervigtigt, at vi altid sørger for at få noget mere input om andre mennesker. Det er afgørende, fordi vores system siger til os; ”jeg har ikke brug for mere input, jeg har jo regnet det ud: sådan er det bare”. ”Hvis jeg skal til at samle input, så skal jeg til at bruge energi på det”. Men der må vi altså bestræbe os på at bruge den energi.

”Betragtning er lig med behandling”

- Lur mig om sidste gang, I ændrede opfattelsen af et andet menneske, om det ikke var fordi, I fik et nyt input. Og lur mig, om de mennesker, I ikke har fået input fra i 30 år, der har I stadig samme opfattelse af dem. Så vi skal virkelig bestræbe os på at få de nye input, fastslog Tommy Krabbe og kom med yderligere tre vigtige pointer:

- Betragtning er lig med behandling. Den måde, jeg betragter andre mennesker på, er også den måde, jeg behandler dem på. Den måde, jeg behandler andre mennesker på, er også den måde, jeg betragter dem på. Og det er det, der er så vigtigt.

- Så hvordan ændrer vi vores betragtning? Det gør vi jo netop ved at få input. Ved at skabe mødet. Jeg startede med et citat, og jeg vil også godt slutte med citat fra en bog af Kasper Kolding Nielsen: "Skoven voksede med alt det, han ikke kendte før”. Det, der er så godt, er, at skoven ikke har gjort noget. Den har bare været sig selv. Så hvor er den vokset henne? Inde i betragteren. Hvad er den vokset med? Det han ikke kendte før.

Alle mennesker I sidder ved siden af resten af dagen, resten af jeres liv, de kan kun vokse med en ting. Og det er det, I ikke vidste om dem før.

- Så lyt til folk selvom det kan være hårdt. Man behøver ikke at gøre, som de siger, bare lyt. Vi er nødt til at have med hinanden at gøre. Det er altid umagen værd, selvom det kan være anstrengende. Deri ligger anstrengelsernes værdi.

Interesserede kan finde flere af Tommy Krabbes gode pointer på www.efterforedraget.dk.