Et historisk tilbageblik: Parcelhusdanmark sejrede

Et historisk tilbageblik: Parcelhusdanmark sejrede

Boligsocial koordinator i KAB, Per Faurby, gav et historisk tilbageblik på de udsatte boligområder i et veltilrettelagt foredrag.

I foredraget kom Per Faurby blandt andet ind på, hvorfor de udskældte boligområder opstod, og hvad kerneproblematikken er.

- Det er et hurtigt tilbageblik på en lang historie. I får det, jeg kalder den frysetørrede version. Jeg vil fortælle om udviklingen i de udsatte boligområder. Det var jo ikke et begreb man brugte dengang, man byggede boligerne. Jeg vil også komme ind på, hvad der er sket i det omkringliggende samfund, for det har enormt stor indflydelse på boligpolitikken i almindelighed og de udsatte boligområder i særdeleshed. Jeg vil også komme lidt ind på det boligsociale arbejde. ByLivKolding er jo et skoleeksempel på, hvordan boligsociale arbejde skal foregå.

Per Faurby spolede tiden tilbage og tog på fornem vis afsæt i en række historiske fotos.

- Vi skal på en tidsrejse. Vi starter i 1950’erne, og vi skal se, hvilke udfordringer samfundet stod med, da man begyndte at bygge de store bebyggelser. Geografisk starter vi i Kolding i en lejlighed på Teglgårdsvej. Her boede en tømrer med en masse børn. De fleste flyttede hjemmefra, og til sidst var der kun den yngste søn tilbage. Der var boligmangel, og derfor var det svært at finde en bolig til sønnen og hans kæreste. Samfundet var under reformation. Det var starten på Danmarks anden store industrialiseringsbølge. Boligbyggeriet kunne ikke følge med. Tømreren indrettede derfor en lille interimistisk lejlighed til dem i et pulterkammer oppe under taget. Her stiftede de familie.

Nye forstæder opstod udenfor byerne

Per Faurby guidede derpå deltagerne sikkert videre fra 1960’ernes store elementbyggerier gennem 1970’ernes første problemer over 1980’ernes flygtningestrømme til 1990’ernes nationale indsats med byudvalget og 2000’ernes stramme politiske styring og opgør med de såkaldte ghettoer.

- Dels var der en vandring fra land til by, og dels var de store årgange fra besættelsestiden på vej ud på arbejdsmarkedet. Der var desuden opsplitning i familiemønstre, og flere kvinder blev skilt og havde brug for en bolig. Mange familier boede i usunde baggårde i byerne. Så der var brug for 150.000-200.000 nye boliger hurtigt. Så kom Bellahøj, der var det første byggeri med færdigelementer, der blev monteret på stedet. Mange steder byggede man udenfor bygrænsen og nye forstæder opstod. Det var på forsøgsstadiet i starten, men fra midten af 1960’erne til midten af 1970’erne byggede man 95 procent af de bebyggelser, der er stemplet som samspilsramte i dag. Høje Gladsaxe, Gjellerupplanen, Brøndby Strand og Vollsmose.

Per Faurby spurgte derpå forsamlingen, om de vidste, hvad den største af planerne var. Mange kom med gode bud, men ingen svarede rigtigt.

- Det var bl.a. Skovparken, for den var en del af den store Sydjyllandsplan. Det var 10 boligselskaber og 10 kommuner, som gik sammen om at opføre typehuse i tre etager. Varbergparken i Haderslev og Korskærparken i Fredericia er også en del af Sydjyllandsplanen, som var den absolut største bare i mindre aftapninger. Man byggede store gode boliger og troede, at her ville lægen, tømreren, den arbejdsløse, den studerende og pensionisten bo side om side i samhørighed. Det var visionært, fortalte Per Faurby og fortsatte:

- Det lykkedes i begyndelsen. Der var enorm medvind. Da man åbnede for udlejningen i første etape af Gjellerupparken stod der 800 mennesker i kø for at få byens bedste bolig. I 1970 blev Gjellerup kåret til Danmarks skønneste forstad. Ti år senere, blev det karakteriseret som socialt slum.

Tomgang startede negativ spiral

Per Faurby gav også en begrundelse for, at det forholdsvist hurtigt gik ned ad bakke med de store almene boligplaner.

- Der var økonomisk vækst, velstanden steg, og det kom almindelige mennesker til gode i et tempo, man ikke havde forestillet. Det var nok en del af årsagen til, at det gik, som det gik. De almindelige mennesker, som skulle være kernebeboerne i de almene boligblokke havde fået råd til at bygge parcelhus. Allerede i midten af 1970’erne fik man massive udlejningsproblemer. Nogle steder var der 30 procent ledige boliger. Det var en negativ spiral der var sat i gang.

Afslutningsvis afslørede Per Faurby identiteten på familien på Teglgårdvej.

- Tømrerens søn og hans lille familie er sådan set et spejl på den udvikling, vi har talt om. Da de ventede barn nr. 2 kunne de ikke bo på loftet længere. Den unge mand fik fingre i et arbejde og en almen bolig i en naboby. De fik et par børn mere, og på et tidspunkt i 1960’erne fik de råd til at flytte i parcelhus. Det gik godt for børnene. Den ældste der var født på loftet i Teglgårdsvej flyttede til København og blev ansat i et boligselskab. Og hvad tror I han laver i dag? Han står her. Og sådan hænger historien sammen, fortalte Per Faurby, der er født og opvokset i Kolding, og dermed afslørede, at Teglgårdsvej var hans eget fødehjem.