Åse skaber økonomisk overblik for trængte beboere
Åse Schmidt hjælper beboere med ondt i økonomien med at få betalt huslejen og undgå udsættelse af boligen.
Den 1. februar startede Åse Schmidt som økonomisk rådgiver i de boligområder, hvor ByLivKolding har indsatser. Hendes stilling er oprettet af boligorganisationerne i et forsøg på at undgå udsættelser og yde generel økonomisk rådgivning.
- Jeg kan tilbyde trængte beboere hjælp til at lægge et budget og få overblik over deres økonomi. Hvis de står i en akut situation, kan jeg også hjælpe med at søge om at få en afdragsordning eller en enkeltydelse, siger Åse Schmidt, der har etableret sig i boligområderne og lånt lokaler til rådgivningen.
- Jeg har også en opsøgende funktion, så jeg kan også sagtens komme hjem til beboerne, hvis de har brug for det, tilføjer hun.
Den rette hylde
Åse Schmidt blev uddannet socialrådgiver i 2009, og siden 2015 har hun været ansat i Jobcenter Kolding.
- Jeg syntes, det var vigtigt at komme ind og snuse til en kommunal forvaltning og opleve hele det maskineri som et afsæt for socialt arbejde. Men det er lidt tilfældigt, at jeg blev hængende og har været der indtil nu, fortæller hun.
Siden 2016 har hun været en del af den fremskudte indsats i Munkebo og Skovparken.
- Det var godt gedigent socialt arbejde, vi udførte, og det har været den helt rette hylde for mig, især det opsøgende arbejde, siger hun.
- Du kunne lide jobbet?
- Helt vildt. Jeg har aldrig prøvet noget, der var så fedt. Det var nok måden at arbejde på. At være til stede ude i boligområderne. Den tilgængelighed, man opnår ved fysisk at arbejde i området, er uhyre vigtig. Jeg fik en bedre fornemmelse af de borgere, jeg havde med at gøre og deres vilkår. Og jeg fik respekt for den styrke, der også ligger i boligområderne, siger hun og fortsætter:
- Indsatsen går jo ud på at få folk afklaret i forhold til arbejdsmarkedet. Enten kommer de ud i job, flexjob, ressourceforløb eller fik pension. Men det gælder om, at få ryddet de sten af vejen, som er hindrende for, at borgerne kan begynde at orientere sig udadtil og have et egentligt jobfokus
Kender til det boligsociale
- Hvorfor søgte du stillingen i ByLivKolding?
- Jeg har siddet i åben rådgivning to gange om ugen i henholdsvis Munkebo og Skovparken, hvor beboeren i områderne kan komme ind fra gaden af og få hjælp til bl.a. økonomi. Jeg har også været på et socialt værested i Esbjerg, hvor én af mine opgaver blandt andet var økonomisk rådgivning, siger Åse Schmidt, der er 60 år, og bor i Haderslev med sin mand. Hun har to børn og to børnebørn.
Stillingen som økonomisk rådgiver er finansieret af de tre boligorganisationer ALFABO, Boligselskabet Kolding, AAB Kolding, Kolding kommune og ByLivKolding, og er uafhængig af helhedsplanen. Den er oprettet foreløbigt frem til 31/1-2024, hvor Åse Schmidt kan vende tilbage til sit tidligere arbejde på jobcentret.
Åse Schmidt tror dog, det vil lykkes at undgå en del udsættelser med projektet. Hun har selv oplevet de ulykkelige situationer fra sidelinjen. Det var desværre for sent at forhindre det.
- Orden i økonomien er sindssygt vigtig. Hvordan skal man koncentrere sig om at komme i arbejde, hvis man ikke har råd til medicin og mad? Det handler om at få fat i enden af garnnøglet. Få skabt struktur og overblik. Det giver for langt de fleste energi og ro, så man kan se fremad, forklarer hun, så man ikke er i tvivl, hun taler af erfaring.
Ny rolle med frivillig kontakt
- Jeg kan hjælpe de økonomisk trængte beboere med at kontakte boligforeningerne og bede om afdragsordning, hvis det er muligt og ellers hjælpe med ansøgning om enkeltydelse og forhåbentlig forhindre at det kommer til en fogedsag og udsættelse af bolig.
Det skal vi for alt i verden forsøge at undgå, fordi det er bekosteligt både for beboeren, boligforeningen, boligafdelingen og kommunen. De menneskelige omkostninger er store og har store konsekvenser for den enkelte beboer, siger Åse Schmidt der mener, at økonomien er en overset faktor.
- Der er en udbredt holdning om at borgere på overførselsindkomst selv er ude om det. At de får i begge ender, og at det ikke kan betale sig at arbejde. Samfundsmæssigt er de stigmatiserede. Samtidig har vi ingen fattigdom i Danmark, hedder det sig, men det er en sandhed med modifikationer. Jeg har hentet mad til flere på Folkekøkkenet. Og nogle fravælger medicin for at få råd til mad til børnene. Fattigdom eksisterer derude. I boligområderne er der beboere på så lav en indkomst, at det kan være svært at få enderne til at nå sammen. Beboere på integrationsydelse og på hjemrejseydelse, er økonomisk meget pressede.
Nu glæder hun sig til at komme i gang velvidende, at der er en stor forskel på hendes gamle og hendes nye rolle.
- I jobcenteret var jeg et nødvendigt onde, hvis man ville have sin ydelse. Det er jeg ikke nu. Det er helt frivilligt, om man vil have kontakt til mig. Jeg kan tilbyde min hjælp og håbe på at beboeren vil tage imod hjælpen. For at gøre hjælpen mere tilgængelig er jeg meget fleksibel, både hvad angår mødested og mødetidspunkt.