Beboere på bunkerbesøg

15 beboere oplevede politi- og opklaringsarbejde i historisk perspektiv, da de besøgte Kolding Politimuseum i den gamle koldkrigsbunker på Rømøvej.

ByLivKolding-arrangementet var det tredje i rækken om vigtige samfundsinstanser i danmarkshistorien.

Hvornår begyndte dansk politi at arbejde med fingeraftryk som opklaringsmetode? Det kunne 15 beboere få et helt konkret svar på under deres besøg på Kolding Politimuseum den 23. august (svaret kommer senere i artiklen, red.). Alle beboere var fra boligområderne på Kløvervej, Brændkjær, Nørremarksvej og Skovparken.

Gruppen blev taget godt imod af tre tidligere ansatte i politiet. Det var Sys Møller, Leif Aasholm og Helge Willese, der ventede med et veldækket kaffebord.

Sys Møller lagde ud med præsentationen:

- Jeg har været 50 år i administration ved politiet i Kolding. Nu laver jeg kaffe og lagkage for gæsterne her på museet. Jeg håber, I kan lide det?

Det var en bemærkning, som udløste øjeblikkelige klapsalver fra forsamlingen, der allerede var gået ombord i herlighederne. Under den efterfølgende introduktion fortalte museumsguiderne, at museet officielt blev indviet i november 2008, men at det i realiteten blev grundlagt i 1967 af politiassistent Agner Døssing, da politistationen i Kolding flyttede fra Rendebanen midt i byen til den nybyggede fløj ved Domhuset. I dag ligger den som bekendt på Birkemose Allé.

- Døssing samlede effekter og udstillede det i en montre i Domhuset. I 2001 blev han syg, og andre – herunder jeg – forsatte arbejdet med at samle ting. Vi ville også gerne have nogle lokaler. Det fik vi. Og så fik vi gradvist mere og mere plads i Domhuset. Men i 2012 skulle domhuset tømmes, og vi røg ud. Så tilbød borgmester Jørn Pedersen os bunkeren her, og vi sagde ja tak, fortalte Helge Willesen, der har været 35 år i politiet.

Forsamlingen blev nu delt op i to hold med hver sin guide. Hold 1 blev ledt ind i et stort mødelokale.

Kommandocentral under den kolde krig

- Denne bunker har været kommandocentral for det kommunale beredskab og politiet. Loftet og ydervæggene er lavet af to meter tykt jernarmeret beton. Derfor virker jeres mobiler ikke herinde. Vi har deltaget i masser af øvelser her og ude i marken. Vi har prøvet det hele. For mig er det en kendt bygning, og da politimuseet blev tilbudt denne bygning var jeg slet ikke tvivl om, at vi kunne få noget godt ud af det. Det er unikke rammer for museet og her er rart at være, fortalte Helge Willesen og fortsatte:

- Vi har aldrig hedebølge herinde. Heller ikke kuldebølge. Vi holder en konstant temperatur på 21 grader af hensyn til de effekter, vi har. Vi har elvarme, så det koster lidt. Til gengæld sparer vi udgifter til vinduespudser og gardinmand. Hver nat ventileres bygningen i to timer. Så bliver al luft skiftet ud. Der er altid frisk luft her. Kan man ikke fornemme det?

- Jo! bekræftede forsamlingen.

- Og her er hverken fugtigt eller noget, tilføjede en af beboerne.

- Bunkeren er bygget af tyskerne under Anden Verdenskrig, men de blev aldrig helt færdige med den. Der stod kun de rå mure, da krigen sluttede. Den blev så overtaget af kommunen i 1951 og i 1954 indrettet som kommandocentral for politiet og det kommunale beredskab. Den fungerede som sådan i hele koldkrigsperioden.

Helge Willesen fortalte levende videre.

- Det var sådan, at hvis der var opstået krig i forbindelse med koldkrigsperioden, så kunne man hjælpe befolkningen herfra. Der var to skoler nord for åen og to skoler syd for åen, hvorfra vores indsatsstyrker fra politiet og beredskabet kunne rykke ud og hjælpe civilbefolkningen. Det var vigtigt, at hvis broerne blev ødelagt af en fjende, så kunne man stadig få hjælpen frem. Hele indsatsen skulle styres herfra, og det vil sige, at nøglepersoner skulle samles her og sørge for, at samfundet kunne fortsætte med at fungere. Det handlede om fordeling af mad, brændstof og energi.

Stod med håndgranat i hånden

Nu var det tid til at vandre videre gennem bunkermuseet og bytte guiden Helge Willesen ud med Leif Aasholm. Han lagde straks ud med at fortælle historier fra sin lange karriere.

- Der kom en borger ind i ekspeditionslokalet med en håndgranat og satte den på disken. Så ringede de til mig. Den var rusten, og der var ingen sikring. Den burde springes på stedet, hvis det var rigtigt. Det havde jeg nok ikke fået ros for. Jeg måtte tage den lige så forsigtigt og bære den over i kriminalteknisk afdeling. Godt jeg ikke stødte ind i nogen. Jeg bar den ned i kælderen og lagde den i et metalklædeskab, hvor de andre farlige ting lå. Så kom de en gang imellem fra Randers og hentede det. En anden gang ringede der nogen og spurgte om de skulle komme ind med en granat, hvorpå jeg råbte ”Nej for søren, lad den endelig ligge!”, fortalte Leif Aasholm, der har været i ordenspolitiet og kriminalteknisk afdeling i politiet i Kolding men startede karrieren i Lyngby.

Flokken kom nu ind i et lokale med politiuniformer og genstande i montrer. Nogle af dem var beslaglagte våben såsom kastestjerner, pisk, kniv, morgenstjerne og knojern.

- Vores våbensamling er bag lås og slå. Før havde vi den liggende fremme, men den går ikke i dag. Det er for vores sikkerheds skyld. Baseballbattet og jagtkniven er ulovlige at have med i bilen, med mindre man skal spille baseball eller på jagt. Morgenstjernen var til at kaste med. Den var ikke sjov at komme i nærheden af - heller ikke knojernet her.

Nu kunne folk snuse lidt rundt i museet for dem selv. Et sted var der informationstavler om opklaringsmetoder gennem tiderne, og på dem kunne man blandt meget andet erfare, at fingeraftrykket blev taget i brug af dansk politi i 1905. Interessante oplysninger, syntes flere af beboerne.

- Det har været meget givende at høre om politiet og deres arbejde. Jeg har set museet før, men det var dengang, det lå i domhuset. Det er et emne, der interesserer mig, sagde Svend Jensen fra Brændkjær.

- Hvad har været det mest interessante?

- Den måde de gamle politifolk fortæller på gør det meget interessant. Vi hørte gamle opklaringshistorier her fra Kolding blandt andet om Heidi-sagen (uopklaret mordsag, red.).

Tre typer danmarkshistorie

Det er ByLivKolding, der står bag arrangementet på politimuseet, som var det tredje i rækken om vigtige samfundsinstanser i danmarkshistorien. Tidligere har gruppen besøgt Psykiatrisk samling på Middelfart Museum om den tidligere sindssygeanstalt i Middelfart og Dansk Sygeplejehistorisk Museum ved Kolding Fjord.

Besøgene er en del af ByLivKoldings indsats om at skabe medborgerskab og sammenhængskraft. Og at dømme ud fra reaktionerne tyder meget på, at arrangementerne har ramt rigtigt.

- Jeg synes, det har været utroligt interessant. Jeg har ikke været her tidligere. Jeg synes, jeg får udvidet min viden. Jeg er interesseret i min omverden og de instanser, der er med os i hverdagen. Jeg kan godt lide at få at vide, hvordan man arbejder sådan et sted, og jeg følte, at jeg blev sat ind det. Nu var det også meget entusiastiske mennesker. De har virkelig brændt for deres arbejde – og gør det stadig. Så det har været rigtigt godt i dag. Det må jeg sige, sagde Anni Mouritsen, beboer i Brændkjær, og tilføjede:

- Det har været ret vildt at se museet her i bunkeren. Det kunne man bruge meget mere tid på. Det er godt at have guider med, for så kan man stille spørgsmål undervejs. ”Hov hvad var nu det for noget?” Historie er så spændende og interesserer mig absolut.

Besøget i bunkeren var slut og flokken af beboere trak udenfor til et farvel. Her kunne boligsocial medarbejder i ByLivKolding, Birgitte Geltzer, gøre status og samle op på de tre besøg:

- Den røde tråd i arrangementerne har været at vise, hvad der findes af forskellige typer af museer. At tilføre folk ikke bare underholdning men også noget viden. Det gennemgående tema har været historier omhandlende Danmark. Altså tre typer Danmarkshistorie. Det har været danmarkshistorie om vores sindssygehospitaler, om vores sygepleje og vores politi. Hvordan har udviklingen formet sig indenfor de tre emner. Det har beboerne været interesseret i at høre om. De er meget tilfredse, sagde hun og fortsatte:

- Jeg synes, det har været nogle gode besøg med en fast homogen gruppe på 15-16 deltagere. Mange har fået en snak og lært hinanden lidt at kende undervejs. Det passer perfekt ind i vores indsats Medborgerskab og Sammenhængskraft.