Sommeren fejres med krydderurter på altanerne i Munkebo
Der er så småt kommet gang i de boligsociale aktiviteter med beboerne igen. I Alfabos afdeling Munkebo er krydderurteprojektet ”Det Gror i Munkebo” således skudt i gang.
- Hvad sker der her, spørger en ung mand, der studser over boden foran fælleshuset.
- Vi udleverer krydderurter til altanen, siger Susanna Arntsen fra ByLivKolding.
- Det er nok mere min mor så…
- Så send din mor herned. Vi har alle mulige krydderurter til madlavning for eksempel pizza. Har I det ellers godt? Det har jo været lidt op ad bakke med det her corona.
Det er lørdag, og sommeren sniger sig langsom men sikkert ind på Munkebo. Derfor har ByLivKolding i samarbejde med Alfabo denne weekend i maj arrangeret et altankasseprojekt med uddeling af blomster- og krydderurtefrø til alle beboere. Den unge mand skynder sig hjem efter sine forældre og bedsteforældre.
- Vi inviterer alle til at komme ned og sige hej og få en snak. Vi vil gerne vise, at vi stadig er her for beboerne. Og så kombinerer vi det med at tilbyde noget, der gror på altanen eller terrassen, og som man kan følge med i og blive glad over. Jeg kan mærke at dem, der har været indtil videre, har været glade for, at vi er her. Og det giver en god stemning, forklarer Susanne Arntsen (Sus) om baggrunden for weekendens arrangement.
- Hvorfor lige krydderurter?
- For 10 år siden havde vi en gartner, der lavede noget lignende med planter. Og så har jeg selv plantet krydderurter derhjemme i nogle spande under nedlukningen. Og så fik jeg idéen til at lave det samme her, fortæller hun begejstret.
Samarbejde mellem Alfabo og ByLivKolding
Foran Sus står et hav af spande med sort muldjord, gødning og lecakugler i bunden. På bordet står poserne med krydderurter. Der er cherrytomater, koriander, basilikum, oregano timian, rosmarin, pebermynte, salvie, citrongræs, persille og lidt blomsterfrø. Der er også tre unge mennesker med mundbind og visir. De er lokale fritidsjobbere og har sagt ja til at hjælpe hele weekenden.
Bag et bord med kaffe og kage står Katrine Ziska, der er strategisk bydelskonsulent i Munkebo.
- I Alfabo er vi glade for at deltage i arrangementet og bakke op. Jeg er personligt glad for at være med, når der sker noget i Munkebo, så beboerne kan møde mig og lære mig at kende. Og så er det dejligt at stå ved siden af Sus, som er så velkendt og vellidt herude. Det kan forhåbentlig smitte lidt af på mig, så jeg om 10 år måske er lige så kendt et ansigt, og alle ved, hvem jeg er, ler Katrine og fortsætter:
- Der har været masser af beboere forbi vores bod, så det tegner fint med projektet. De virker glade og interesserede, og mange af dem går herfra med mindst én spand. Vi sender et godt signal med dette arrangement.
Fotokonkurrence på Facebook
Altankasseprojektet er ByLivKoldings første sociale arrangement i Munkebo efter den store coronanedlukning af samfundet i begyndelsen af året. Derfor gøres det forsigtigt og forsvarligt.
- Vi er udendørs og møder beboerne én til én med visir og håndsprit. Med dette projekt kan vi have lidt fællesskab og samtidig passe på hinanden, siger Sus.
- Jeg kender næsten alle de beboere, der kommer, og jeg har savnet dem lige så meget, som de har savnet mig. Det er så rart at komme ud med det her. Jeg glæder mig til den dag, vi kan lave nogle aktiviteter, hvor folk bare kan komme uden at tænke på afstand, sprit og mundbind. Så ungerne kan lege og alle kan være glade. Men foreløbig gør vi det sådan her, og det fungerer fint.
Altankasseprojektet munder ud i en konkurrence med fine præmier. På Munkebos Facebookprofil kan beboerne deltage ved at dele billeder af, hvordan planterne spirer i altankasseejerne under hashtagget #munkebospirer.