Uddannelse og Livschancer
Baggrund
I boligområderne er der en højere forekomst af familier, der på forskellig vis kan betegnes som sårbare eller særligt udsatte.
Nogle børn og unge vokser op i hjem, hvor forældrene ikke har særlig stor tilknytning til arbejdsmarkedet, hvor uddannelsesniveauet er lavt og i nogle tilfælde hvor forældrenes danskkundskaber er begrænsede. Det betyder, at børnene mangler hjælp og sparring til lektier, karrierevalg og indimellem også til at deltage i et aktivt fritidsliv.
I det boligsociale arbejde har vi fokus på både barnet og forældrene, så familierne bliver styrket på dette område. Disse indsatser gør vi sammen med de institutioner, børnene har deres dagligdag i.
Mål
- At øge børn i grundskolens forudsætning for et højere fagligt niveau og dermed for at få en ungdomsuddannelse
- At styrke forældrekompetencerne, så forældrene bliver en aktiv medspiller i deres børns skolegang og uddannelsesmuligheder
- Flere unge i alderen 18-29 år gennemfører en uddannelse højere end grundskolen (og derved falder andelen, der ikke er i uddannelse i boligområderne.)
Mere om Uddannelse og Livschancer
Formålet er at styrke uddannelse og beskæftigelse blandt unge i alderen 16-29 år ind i et uddannelsesforløb ved at tilbyde den enkelte unge en ”håndholdt” indsats fra en uddannelsesmentor.
Indsatsen er et frivilligt tilbud, hvor uddannelsesmentorerne giver støtte og vejledning i forhold til at overvinde de forhindringer, der kan være i den enkeltes liv, i forhold til at kunne fastholdes og gennemføre en uddannelse samt fastholdes i beskæftigelse, hvis den unge sigter efter denne mulighed.
Formålet med indsatsen, rettet mod kultur og integrationsarbejde på skolerne, er at sikre, at kulturelle forskelligheder bliver adresseret og håndteret på den mest hensigtsmæssige måde. Dette forhindrer konflikter og skaber ro om læringen på skolerne.
Formålet med lektiecafeerne er at give børn og unge mulighed for at udfolde deres fulde potentiale, herunder støtte børn og unge i deres skolegang og styrke deres mulighed for at forlade grundskolen med et gennemsnit, der er tilsvarende de jævnaldrende børn i kommunen.
Lektiecafeerne drives af frivillige kræfter og er forankret hos Dansk Flygtningehjælp med understøttelse fra ByLivKolding.
I samarbejde med de lokale daginstitutioner og skoler sætter indsatsen fokus på at inddrage forældrene i børnenes institutions- og skoleliv.
Forældreinddragelse styrker forældrenes engagement, viden og handlemuligheder og derigennem ønsker vi at opnå et tættere samarbejde mellem institution og hjem. Forældrene skal blive trygge i brugen af Aula som fælles platform i kommunikationen med skolen. Indsatsen har som helhed til formål at klæde forældrene bedre på til at støtte børnene i deres udvikling, læring og trivsel.
Indsatsen i skolerne suppleres af netværks- og kursusaktiviteter fx mødregrupper, i samarbejde med sundhedsplejen og familiekurser.
I ’Læsemakker’ ansætter vi unge 13-17-årige i fritidsjobs til at læsetræne med børn fra 1.-3. klasse, der har behov for ekstra læsetræning.
Formålet med indsatsen er at højne børns faglige niveau. Børnene får positive rollemodeller fra deres eget boligområde, mens de unge, der læser med børnene, får personlig udvikling og træning i at varetage et fritidsjob.
Med indsatsen, skabes der relationer på tværs af årgangene og aldersgrupper, som kan bidrage til at styrke den sociale sammenhængskraft i skole og boligområde.
Smag der frem styrker børnefamiliers appetit på bæredygtig og grøn mad ved at lave mad sammen.
Indsatsen består af familiekurser, hvor børn og forældre lærer at lave sund og grøn mad, med fokus på at gøre det sjovt at lave mad sammen. Familiekurserne sigter mod almene boligområder, gerne med tilknytning til en boligsocial helhedsplan.
’Smag dig frem – gør Danmark grønnere er et samarbejdsprojekt mellem Fødevarestyrelsen, forbrugerrådet Tænk, og ’Madkulturen’. I Kolding Kommune er indsatsen forankret i Bæredygtighedshuset og understøttes af ByLivKolding.
Kvarternetværkene er centrale aktører i den helhedsorienterede indsats i lokalområderne og har til formål at skabe fælles ejerskab og udvikling lokalt.
Gennem afholdelse af lokale kvarternetværksmøder udvikles samarbejdet og kendskabet til hinandens ressourcer.
Gennem fælles temaoplæg, workshop og erfaringsudveksling opnås et øget samarbejde på tværs.
Kvarternetværkene er først og fremmest et tværfagligt professionelt netværk, der skal sikre koordinering og synergi mellem de mange indsatser i boligområderne.
Kvarternetværksmøder, inspirationsture og seminarer er derfor placeret på hverdage indenfor normal arbejdstid.
Formål
Styrke samarbejdet vedr. beskæftigelse i boligområderne, ved:
- At aktørerne i lokalområderne får bredere viden om beskæftigelsesindsatsen i boligområderne
- At aktørerne i lokalområderne opnår bedre kendskab til hinandens handlemuligheder og ressourcer
- At sikre højere grad af samarbejde på tværs i de enkelte kvarterer
- At sikre et højt informationsniveau og lokal koordinering, så der skabes rammer for synergi mellem de forskellige aktørers mangeartede aktiviteter og indsatser.
Hvor?
Der er kvarternetværk i Skovparken/Skovvejen-kvarteret, Kvarteret ved Munkebo, Brændkjær, Fjordparken og Haderslevvej samt Knud Hansens Vej/Junghansvej
Hvem?
Alle aktører i lokalområderne: Beboerdemokrater, frivillige organisationer, institutioner, opsøgende medarbejdere, politi, kommunale samarbejdspartnere (sundhedsplejerske, familierådgivere, fritidskonsulent, jobkonsulenter, ungdomsskolen m.fl.) samt samarbejdspartnere i boligorganisationernes drift.