Skip til hoved indholdet

Ny helhedsplan godkendt af beboerdemokrati og byråd i Kolding

Byrådet i Kolding stemte tirsdag det 16.12 ja til en ny fireårig boligsocial helhedsplan i Kolding kommune. Boligorganisationerne har stemt 14 afdelinger ind i planen.

Foto: Tor Stenstrop

Den boligsociale helhedsplan i Kolding Kommune går langt tilbage i Kolding Kommune. Fællessekretariatet daterer sig helt tilbage til 2008 og tirsdag den 16. december 2025 nikkede politikerne i Kolding Byråd så til, at der i de næste fire år skal arbejdes boligsocialt i udvalgte områder.

Beboerdemokratiet stemte først

Den boligsociale helhedsplan 2026-2029 har været til afstemning hos en række udvalgte afdelinger.

Årsagen til, at den skal til afstemning i beboerdemokratiet er, at beboerne bidrager til økonomien i helhedsplanen.

Landsbyggefonden, som er hovedbidragsyder har tidligere godkendt helhedsplanen ’administrativt’ og ByLivKolding afventer nu Landsbyggefondens endelige godkendelse.

Livschancer og kriminalitetsforebyggelse

De områder, der er omfattet af den boligsociale helhedsplan, er områder, hvor nogle af beboerne på forskellig vis har brug for en ekstra hånd. Områderne vurderes ud fra antallet af beboere fra ikke vestlige lande, uddannelsesniveau, tilknytning til arbejdsmarkedet og antal dømte.

Sekretariatsleder i ByLivKolding, fællessekretariat for de boligsociale indsatser i Kolding Kommune, Helle Fjord Larsen, understreger, at det boligsociale arbejde primært er en indsats, der skal bringe niveauet for uddannelse, jobsituation, og øvrige faktorer, der er øger livskvaliteten, tættere på gennemsnittet for Kolding Kommune generelt.

  • Der er en væsentligt statistisk forskel på gennemsnittet i de involverede boligafdelinger og på gennemsnittet i Kolding Kommune generelt. Vi arbejder med det boligsociale tæt sammen med både kommunale indsatser og beboerdemokratiet på at udligne den forskel. Mange af de indsatser, vi har arbejdet med de seneste 4 år fortsætter sammen med vores samarbejdspartnere i den nye helhedsplan, siger Helle Fjord Larsen.

Udover at øge livskvaliteten for de borgere, der har behov, er tryghed og trivsel i boligområderne et af de områder, der er fokus på i det boligsociale arbejde.

  • Vi har opsøgende medarbejdere, der arbejder tryghedsskabende og så har vi også boligsociale viceværter. Disse medarbejdere bliver kontaktet, hvis der opstår situationer, som skaber utryghed eller måske bare bekymring for andre mennesker. Det er helt sikkert vores ønske at komme mere ud til afdelingsbestyrelserne i løbet af det næste år, så vi får styrket det samarbejde, siger Helle Fjord Larsen.

Fakta

De tre boligorganisationer, der er med i den boligsociale helhedsplan er:

  • AAB Kolding
  • ALFABO
  • Boligorganisationen Kolding

Følgende afdelinger er en del af den nye helhedsplan:

  • Fjordparken/Brændkjær/Haderslevvej (5 afdelinger – 1090 boliger) – AAB afd. 9, 15, 73 og Boligselskabet Kolding afd. 1 samt ALFABO afd. 109.
  • Knud Hansens Vej/Junghansvej (1 afdeling - 132 boliger) – AAB afd. 76
  • Skovparken/Skovvejen/Skovvænget/Nørremarksvej (5 afdelinger – 1298 boliger, heraf 108 ungdomsboliger) Boligselskabet Kolding afd. 2, AAB afd. 21, 22, 42 og 74.
  • Munkebo/Rosenhaven/ Norgesvej/ (3 afdelinger og 1080 boliger) – AAB afd. 19 og 24 og ALFABO afd. 103.

Økonomi:

Det samlede budget for helhedsplanen er 27.337.000 kroner.

Landsbyggefonden er hovedbidragsyder med 20.500.000 kroner.

Kolding kommune bidrager med 5.937.000 kr. millioner kroner

De tre boligorganisationer, der har afdelinger i den nye helhedsplan, bidrager med hver 300.000 kroner.

ByLivKolding - Buen 5, st., Kolding

Et samarbejde mellem ALFABO, AAB Kolding, Boligselskabet Kolding og Kolding Kommune