---
title: "Når mad bliver til fællesskab"
description: "FamilieMadklubben i ByLivKolding giver familier inspiration til grøn mad og hyggelige timer sammen i køkkenet."
date: "2026-05-29"
created: "2026-05-29"
---

[Hjem](https://byliv.kolding.dk/)

                    [Aktuelt](https://byliv.kolding.dk/aktuelt)

                [Når mad bliver til fællesskab](https://byliv.kolding.dk/aktuelt/naar-mad-bliver-til-faellesskab)

# Når mad bliver til fællesskab

FamilieMadklubben i ByLivKolding giver familier inspiration til grøn mad og hyggelige timer sammen i køkkenet.

 ![](https://byliv.kolding.dk/i/MOLIRIMEDIA/a32e93a4-eee4-4541-5451-08debc95e372?width=800)

- Smag lige den her!

En lille hånd rækker en grøntsag frem mod mor, mens dampen stiger op fra gryderne i madkundskabslokalet på Bramdrup Skole.

Det er en onsdag sidst i april, og en gruppe familier er samlet i FamilieMadklubben, hvor børn og voksne laver mad sammen, opdager nye råvarer og spiser i fællesskab.

I dag er temaet verdenskøkkenet, og menuen står blandt andet på mexicanske quesadillas, tyrkisk gözleme og japansk okonomiyaki. Retterne kan måske være svære at udtale, men de er heldigvis nemme at lave.

- Det er så dejligt at være med her, for jeg lærer en masse nyt. Normalt, når jeg er ude at handle, tør jeg næsten ikke nærme mig nye råvarer, fordi jeg ikke ved, hvad jeg skal bruge dem til. Men her kan jeg se, hvad de kan bruges til, og at de kan blive til god mad, siger Roqia, der deltager sammen med sin datter.

## ![](https://byliv.kolding.dk/i/MOLIRIMEDIA/6fa8343a-87a4-4a05-5455-08debc95e372?width=800)

## **Plads til eksperimenter**

FamilieMadklubben er et gratis madkursus for familier i helhedsplanens områder, hvor fokus er på sund, grøn og budgetvenlig mad, som både børn og voksne kan være med til at lave. Ideen er ikke at lave fin gourmetmad, men at vise, at det godt kan være hyggeligt, enkelt og overkommeligt at lave mad sammen i en travl hverdag.

Denne aften bliver der både snakket, smagt og eksperimenteret i køkkenet.

Eksperimenterne står særligt to kvikke piger for. De præsenterer stolt en gryderet, som de helt selv har opfundet.

- Vi har lagt tomater og gulerødder i gryden, og så hvidløg og citroner og kål og øhh... hedder det kalkun-ost?

- Feta-ost! Sikke mange spændende ting, I har blandet sammen. Godt gået, roser underviseren Marie Manniche Riber.

![](https://byliv.kolding.dk/i/MOLIRIMEDIA/0ccf9b97-678d-46d0-5459-08debc95e372?width=800)

## **Fokus på fællesskab**

Kurset er en del af indsatsen "Smag dig frem – gør Danmark grønnere", som skal hjælpe børnefamilier med at få inspiration til sundere og grønnere madvaner. Bag indsatsen står Fødevarestyrelsen, Forbrugerrådet Tænk og Madkulturen, som i samarbejde med Kolding Kommune, to andre kommuner og en masse lokale aktører vil udbrede de nye madvaner på en sjov, lærerig og bæredygtig måde. Og uden løftede pegefingre.

Her i Kolding er den lokale hovedaktør, den boligsociale helhedsplan, ByLivKolding.

Men i køkkenet på Bramdrup Skole handler det mindst lige så meget om fællesskab som om sunde kostråd.

Et vigtigt mål med FamilieMadklubben er nemlig at skabe gode oplevelser omkring madlavning og måltider, hvor børnene bliver inddraget aktivt og får lyst til at være med i køkkenet.

- De hygger sig virkelig sammen på holdet, og vores underviser Marie styrer dem trygt igennem. Målet er, at deltagerne kommer hjem med både inspiration og en god oplevelse, fortæller Kirsten Voss, der er boligsocial medarbejder i ByLivKolding og medarrangør af FamilieMadklubben.

## ![](https://byliv.kolding.dk/i/MOLIRIMEDIA/a74dd68e-a579-425c-5454-08debc95e372?width=800)

## **Smagssansen er i spil**

I FamilieMadklubben handler det altså ikke kun om at lave mad. Det handler også om at lære børn og voksne at være sammen i køkkenet på en måde, hvor alle kan være med. Derfor arbejder underviserne bevidst med både pædagogik, ansvar og sanser undervejs.

- Vi har jo været på kursus i det, fortæller Marie Manniche Riber.

- Kirsten, Britta – den anden underviser – og jeg blev instrueret af en kok i, hvordan man også har en mere pædagogisk tilgang til madlavningen.

Et af redskaberne er de farvede armbånd, som deltagerne får på. Armbåndene viser, hvilke opgaver man har ansvar for i køkkenet – afhængigt af alder og færdigheder. På den måde kan både børn og voksne finde en rolle, hvor de føler sig trygge og kan bidrage.

Undervejs bliver der også arbejdet aktivt med smagssansen. Sidste gang stod den blandt andet på en “smagsaktivitet”, hvor deltagerne skulle dufte og smage sig gennem forskellige smagsnuancer som surt, salt, sødt, bittert og umami.

Og netop krydderierne viste sig hurtigt at være mindre farlige, end nogle måske havde frygtet.

- Alle smagene er i spil. Vi er også fint udstyret med krydderier, så der har været meget fokus på smag, duft og det at turde prøve noget nyt.

- Vi har virkelig snakket om, hvor godt det smagte, selvom der var kommet meget smag i maden, fortæller Marie med et lille grin.

- Så krydderierne bliver virkelig brugt.

![](https://byliv.kolding.dk/i/MOLIRIMEDIA/c1e18106-184a-4c54-545a-08debc95e372?width=800)

## **Snak over bordet**

13-årige David, der deltager sammen med sin far, er begejstret.

- Jeg kan godt lide at lave mad. Jeg laver det tit derhjemme, fortæller han, før han giver sig i kast med det japanske køkken.

Da maden er færdig, samles alle omkring fællesbordet for at spise sammen. Snakken går på kryds og tværs mellem familierne, og emnerne kredser både om mad og alt muligt andet.

Nogle børn smager forsigtigt på de nye retter. Andre fortæller stolt, hvad de selv har været med til at lave.

Efter maden bliver der bliver pakket rester i poser og uddelt opskrifter, som kommer med hjem fra dagens FamilieMadklub. Rundt om ved komfurerne og ved bordet er der både blevet smagt, snakket og eksperimenteret, og måske vigtigst af alt: opdaget, at sund og grøn mad ikke behøver være hverken besværlig eller kedelig.

For som underviser Marie Manniche Riber understreger, handler det ikke om at lave maden perfekt, men om at smage til og finde den version, man selv og familien synes smager godt. Og netop dét ser ud til at være lykkedes denne dag.

- Det smagte godt, siger en af de deltagende mødre med et smil.

- Og jeg var så glad for, at jeg ikke skulle stå i køkkenet i 100 timer. Jeg kunne lide alle retterne, men det, som jeg selv har lavet, smagte bedst.

Måske er det netop dér, FamilieMadklubben rammer noget vigtigt. Når man laver maden sammen, smager den ikke bare bedre. Den samler også familien omkring maden og bordet.

![](https://byliv.kolding.dk/i/MOLIRIMEDIA/29e403ca-1d3c-4417-545c-08debc95e372?width=800)
