Billede til De Bl Ressourcer artikel

Ejendomsfunktionærer, også kaldet De Blå Ressourcer, har en stor betydning får de lokale boligafdelinger. Som udenforstående overser man ofte hvor mange gøremål, de har rundt omkring i boligområderne. Ud over de praktiske opgaver indebærer arbejdet også den daglige kontakt med beboerne.

Uddannelse af De Blå Ressourcer er en indsats, der henvender sig til ejendomsfunktionærer og har fokus på udvikling af kompetencer indenfor kommunikation, kulturforståelse og konflikthåndtering.

Den almene boligsektor er hele tiden i forandring. For at ruste ejendomsfunktionærerne i afdelingerne så godt som muligt, tilbyder ByLivKolding dem et kursus og temadage. Bl.a. præsenteres ejendomsfunktionærerne for forskellige kommunale samarbejdspartnere. Her får de henvisninger til kontaktpersoner i kommunen, som de kan drage nytte af og redskaber til den sociale kontakt i boligområderne.    

Bitten Vestergaard, ejendomsfunktionær i Fjordparken, udtaler:

”Jeg så kurset som en bekræftelse på mange af de opgaver vi støder på ude i områderne. F.eks. værdsatte jeg den del af kurset, der handlede om forskellige persontyper; at vi som personer agerer forskelligt i bestemte situationer”.

Niels Nielsen, ejendomsfunktionærer i Skovparken, tilføjer:

”Jeg fandt meget af undervisningen brugbar ift. den hverdag, vi har ude i områderne. Bl.a. hvordan en sag kan betones fra flere sider. Hvis man som ejendomsfunktionær har blik for sådan noget, er der mange konflikter som kan undgås.”      

Den viden som kurset har givet vil leve videre ude i områderne og komme nyansatte til gode. I den nye plan vil der blive afholdt temamøder for at holde kompetencer og viden opdateret.    

Det sidste kursus afholdes i november.