Sundhed rettet

Kvarterhuset i Sydvest slog i oktober dørene op til en snak med beboerne om sundhed.

Gør noget godt for dig selv, lød opfordringen, da Sundhedscenter Kolding og ByLivKolding den 7. oktober var værter for et sundhedsarrangement i kvarterhuset i Sydvestkvarteret.

Mange interesserede beboere lagde vejen forbi, og her kunne de besøge forskellige stande og få målt blodsukker, blodtryk og lungekapacitet. Det var også muligt at få en snak om rygning og alkoholforbrug og i den forbindelse prøve et par promillebriller.

En af de interesserede var 78-årige Ursula Korsholm Jensen, der stod i kø til den såkaldte pusteprøve.

- Jeg vil gerne have lavet en pusteprøve og få målt min lungekapacitet, for at se, om det har virket, at jeg stoppede med at ryge for fire år siden, efter at have røget et langt liv.

Ursula Korsholm Jensen startede med at ryge som 25-årig, fordi hendes mand røg, og så var det naturligt, at hun selv begyndte. Men rygningen satte med tiden sine spor.

- Det gav sig selv, at jeg skulle stoppe, for det kunne jeg mærke på mine lunger. Jeg havde ikke lyst, for jeg synes, det var så herligt at ryge cerutter. Men i dag mangler jeg dem ikke, da jeg bruger nikotintyggegummi. Og det gode er, at jeg ikke hoster længere.

Formålet med at flytte Sundhedscenter Kolding til sydvestkvarteret for en dag var, at udbrede kendskabet til sundhedscentret og forebygge sygdomme, så beboerne trives fysisk og psykisk.

- Vi vurderede, at kendskabet til tilbuddene ikke var så udbredt i sydvest, begrunder Birgitte Geltzer, boligsocial medarbejder i ByLivKolding, om anledningen til arrangementet.

Flotte tal for en gammel kone

En af de andre deltagere var den ældre herre, Poul Blicher-Toft, der helt tilfældigt var kommet forbi i anden anledning og benyttede muligheden for at tage forskelige tests. Han havde blandt andet fået målt sit blodtryk - Mit blodtryk var som en ung mands. Det var helt i top. Jeg fik også taget pusteprøven, og den var nok ikke helt optimal. Jeg har kronisk bronkitis, og de siger, det kan behandles, så jeg skulle henvende mig til min læge og få noget mod min bronkitis, fortalte Poul Blicher-Toft, og tilføjede, at han da tænker på sin sundhed.

- Jeg ryger ikke længere, og jeg har købt en cykel for at tabe mig nogle kilo.

Ursula Korsholm Jensen kom glad tilbage fra puste-testen og satte sig ved et bord med veninden Birthe.

- Resultatet var 85 procent, så det er ikke blevet dårligere, men vist heller ikke så meget bedre. Blodsukkeret var fint, og mit BMI var også fint: 22, det er da flot til sådan en gammel kone, lo hun.

Ved de forskellige sundhedstande var der fortsat trængsel, og her kunne man - udover en test – få gode råd og vedledning.

- Skal man visiteres til sundhedscenteret, spurgte en deltager.

- Nej, det behøver man ikke, lød svaret.

- Man kan godt henvende sig direkte. Det er kun til træning, man skal have en henvisning fra sygehuset. Så du er altid velkommen.

Midtvejs i dagens program kunne deltagerne høre et lille oplæg om, hvordan man kan komme ud af medicin mod forhøjet blodtryk ved at tabe sig, gå ture og dyrke motion. Budskabet var, at man kan gøre meget selv, for at få et godt helbred, og man kan få hjælp fra andre til at komme i gang.

- Ja, jeg elsker at gå tur, og jeg går sammen med min veninde. Vi har det samme tempo. Ellers føler jeg mig sund og rask og er glad, når jeg står op om morgenen. Jeg har ikke noget at klage over.

Jeg føler mig som en 50-årig. Og når jeg siger farvel og tak en dag, er det fint nok, fastslog Ursula Korsholm Jensen.

Sundhedscenter Koldings tilbud er gratis for borgere med behov i Kolding Kommune. Find mere information på kommunens hjemmeside under Sundhed & Sygdom.

Du kan også ringe på 79 79 60 00 eller møde op på adressen Sygehusvej 6, 6000 Kolding.