DUI nyhed website

Kreative talenter og sportslige evner er der mange af blandt kvarterets børn og unge, og de har i løbet af foråret rigtigt fået mulighed for at udfolde sig. De har nemlig besøgt nogle af Koldings foreninger.

I alt har 43 børn og 15 forældre over to gange besøgt DUI i løbet af foråret. Blandt dem er Jasaman på 12, Josar på 13 og deres mor Albina.

Josar fortæller, at han prøvede at spille badminton, mens søster Jasaman i stedet holdt pulsen i ro: ”Jeg lavede sådan nogle kreative ting, og det var rigtigt spændende”. Mor, Albina, tog også del i aktiviteterne og fortæller, at hun bl.a. lavede musemåtter sammen med sin datter. Selvom musemåtterne endnu ikke er taget i brug derhjemme, så var den en sjov og spændende dag:

”Jeg synes, at det var rigtig sjovt og spændende.. vi kunne sidde og lave kreative ting og spille spil. Der var rigtig mange muligheder”, fortsætter Jasaman. Josar nikker genkendende ja til dette.

I ByLivKolding arbejdes der i samarbejde med Get2Sport på, at flere børn og unge deltager i byens foreninger og tilbud. Derfor besøges forskellige foreninger, så børn og deres forældre får mulighed for at se, hvilke tilbud der findes i Kolding. På besøgene fortæller foreningerne om deres tilbud, og børnene og forældrene kan få lov til at prøve aktiviteterne.

Sjove og spændende aktiviteter kan samle familier og give en masse sjov børn og unge imellem. Det er netop dét, som besøg hos fx DUI kan give. DUI er en børne- og ungdomsorganisation, som gennemfører en masse spændende aktiviteter for børn, unge og deres forældre. Efter besøgene i DUI har flere børn og unge meldt sig ind i foreningen, mens flere har givet udtryk for, at de er interesserede.

Også Jasaman og Josar kunne godt tænke sig at besøge DUI igen, og næste gang skal de afprøve andre aktiviteter.

Børn og unge fra området har foruden de to besøg hos DUI i løbet af foråret også besøgt bordtennisklubben BTK73.

ByLivKolding og Get2Sport arbejder på at besøge endnu flere foreninger til efteråret.