Madklubben paint fotor

Madklubben i Munkebo er startet igen efter en pause.

Madklubben i Munkebo er startet igen efter en pause. Der er fremover fællesspisning én gang om måneden enten på en tirsdag eller en torsdag. Første gang var den 20. november. Det fortæller Susanna Arntsen, boligsocial medarbejder i ByLivKolding.

- Det foregår sådan, at beboerne laver maden hjemmefra og tager den med i beboerhuset Den Grønne Gren til en fællesbuffet, fortæller hun.

- Formålet er stadig at skabe netværk og fællesskab og lære hinanden bedre at kende. 

Traditionelt er madklubben i Munkebo populær med mellem 35-50 deltagende beboere. Den startede oprindeligt i 2014 i fællessalen i Munkebo, og dengang lavede beboerne mad i det tilhørende køkken. Senere rykkede klubben ind i Den Grønne Gren, som kun har et tekøkken, og konceptet måtte ændres.

- Maden tilberedes hjemme, og så spiser vi sammen for fællesskabet skyld. Der er altid mad nok, og der diskuteres meget, fortæller Susanna Arntsen.

Madklubben har den regel, at man skal tale dansk i klubben, så alle kan være med i snakken, og det går fint. Alle tager en ret med og smager på hinandens mad. ByLivKolding står for kaffe, te og saftevand, kage og småkager. Det har vist sig at være opskriften på et succesfuldt fælleskab. 

- Vi er glade for den store opbakning gennem årene, og nu skal vi lige i gang igen. Beboerne vil det rigtigt gerne. De forbinder mad med hygge og har allerede spurgt efter en julefrokost, fortæller Susanna Arntsen.


Madklubben i Munkebo har eksisteret siden i 2014. Den er åben for alle beboere i Munkebo.