Babykontakten billede paint

Kreativiteten i det boligsociale arbejde nåede nye højder under dansen med corona i 2020. Kreaposer, beboerfællessang og en online mødregruppe vandt over covid-19.

ÅRET DER GIK: Lad det være sagt med det samme: Pandemi, lockdown og restriktioner gjorde det ekstra udfordrende at være boligsocial medarbejder 2020. Men når vi ser tilbage på året, der gik, springer en ting i øjnene: Det boblede af kreativitet alle vegne. 

I ByLivKolding og ude hos samarbejdspartnere var idérigdommen ofte så stor, at hver eneste Coronavirus-mikrobe måtte se sig slået på knockout. Det lykkedes med andre ord at fastholde indsatserne ude i boligområderne og bevare kontakten til beboerne på grund af gode idéer.


En af de mere opfindsomme var mødregruppen, der blev transformeret om til en online streamingtjeneste om babyer.


- Da det hele lukkede ned i foråret, havde vi en velfungerende babygruppe oppe at køre i Skovparken i samarbejde med sundhedsplejen. Vi var alle sammen kede af, at vi ikke kunne ses mere og måske ville miste kontakten. Den eneste mulighed var at gå online, fortæller Kirsten Voss, boligsocial medarbejder i ByLivKolding.


Hun oprettede en lukket gruppe på Facebook, hvor man skulle inviteres ind. Forældrene tog alle imod invitationen, og så tog de den derfra, mens nye kom til. 


- Sundhedsplejen fortalte om det, når de kom rundt til babyfamilier, og vi oplevede, at der kom nye til. Endda nogle der aldrig ville møde fysisk op. Det kan godt være lidt skræmmende for nogle at komme ud af døren og møde op, når man lige har fået en lille baby. På den måde kan det online noget andet. Det er er nemmere at være med. Man kan prøve et par gange med sin mobil derhjemme i sofaen.


Chat med rådgivning

Babykontakten – som gruppen reelt blev kaldt fordi, der også var fædre med – har siden mødtes i det online forum en gang om ugen og delt billeder, tips og idéer. Sådan holdt de kontakten til at starte med. Men inden Kirsten Voss fik set sig om, havde hun forsynet gruppen med online chatsupport og en ugentlig livestream.


- Det udviklede sig i takt med, at jeg fandt ud af, hvilke muligheder, der er, så nu laver jeg livestreams en gang om ugen. Der er alt muligt forskelligt indhold, og nogle gange er det mig, der er på, andre gange inviterer jeg andre personer ind, når jeg skal sende. Vi har haft sange, man kan synge med sin baby, babytummel med en fysioterapeut eller instruktion i babymassage, siger Kirsten Voss, der også chatter individuelt med forældrene om deres problemer og udfordringer i dagligdagen, når der er brug for det.


Efter Corona-pandemien er det planen, at onlinegruppen fortsætter med livestream hver 14. dag eller en gang om måneden som et supplement til den fysiske gruppe, der normalt holder til i Café 43 i Skovparken.


- Når vi engang får lov, skal vi selvfølgelig have vores fysiske gruppe op at køre igen. Jeg vil hellere mødes, men når man nu ikke kan det, så fungerer det rigtigt godt. Og så er det en læringsproces for mig, slutter Kirsten Voss der er uddannet sygeplejerske og babymassageinstruktør.


Også mange andre sjove og opfindsomme indslag har været med til at banke coronaen på plads. Især onlineteknologien har været en god støtte til mødeaktivitet, men der har også været kreative indslag, der enten gjorde aktiviteter med få deltagere eller mange deltagere på stor afstand mulige.


Også andre slag blev vundet

I Munkebo blev der i foråret 2020 sunget fællessang med beboerne. Her lød opfordringen fra ByLivKolding til beboerne: ”Hold øje med opslag i din opgang, her vil der være dato, tidspunkt og hvilken sang vi skal synge sammen. Jeg vil sørge for musikken, og jeg synger selvfølgelig sammen med jer. Håber I har lyst til at deltage, så vi kan høres langt væk når vi alle synger sammen.” 


De to boligsociale medarbejdere Susanna Arntsen og Jacob Andersen tog derpå på turné med en mikrofon og en boomblaster gennem hele Munkebo, én gård ad gangen, og det blev til mange fornøjelige aftener med skønsang fra græsplæner, terrasser og altaner.


Til halloween i efteråret delte de to ByKLivKolding-medarbejdere 250 krea-poser ud til børnene, og det var et ligeså stor hit. Krea-poserne bestod af forskellige dele, man som familie kunne bruge til at lave Halloweenpynt med. Der var blandt andet en hvid plasticpose med snore til at lave et spøgelse af og seks stykker karton og skabeloner til at klippe efter.


- Det var næsten en succes fra starten. Vi blev helt overrumblet i efterårsferien, hvor mange børn blev opmærksomme på det. Vi kunne næsten ikke følge med og lave krea-poser nok, sagde Susanna Artnsen til nyhedsbrevet dengang.
Op til jul blev der lavet lige så mange kreaposer blot med juleklip i til beboerne Sydvestkvarteret.

Mange slag mod Corona blev vundet i 2020, men kampen fortsætter i 2021. Vi er allerede i fuld gang.