Billede til Engelsk Kursus i Caf 43 Fotor

Forårets engelskkursus i Skovparken er gået over stok og sten. En broget flok af otte beboere deltog: bl.a. danskere, syrere og deltagere fra andre himmelstrøg. Her har de på ugens første dag i de sidste fire måneder mødt op i Café 43 til engelskkursus for let øvede.

 

Kurset er en forlængelse af efterårets Engelskkursus for begyndere. Fire af deltagerne fra det foregående hold havde mod på mere og derfor kom der et engelskkursus for de let øvede.

En tilfældig mandag er stemningen god. Underviseren Kirsten deler øvelser ud, mens hun hilser og snakker uforpligtende med kursusdeltagerne. Den niveauinddelte undervisning foregår normalt på den måde, at Kirsten i løbet af kursusgangen deler holdet ind i to grupper, fordi der er forskel på deltagernes færdigheder i engelsk.  

Deltagernes motivationer er vidt forskellige. Bina, der oprindeligt er fra Færøerne, fortæller at hun vil genopfriske sit engelsk, så hun kan snakke med sin svoger, der komme fra England. Abdulla Jabri på 18 år og hans søster Yusra på 17 er begge nye på kurset. Abdulla udtaler at de gerne vil begynde på VUC og derfor har brug for at forbedre deres engelskkundskaber:

”Jeg vil gerne lære engelsk og flere sprog i det hele taget. Det er også meningen, at jeg vil begynde på VUC, så jeg kan få en god uddannelse. Det her er et godt kursus. Alle folk hjælper til og er gode til at støtte hinanden”

Holdet fik ekstra inspiration, da de oprindelige deltagere fra efterårsholdet fik nyt selskab. Grethe, Inga og Lena har budt velkommet til nye deltagere og de er alle enige om, at det har været godt at få nye deltagere til.    

Inga Hilbrandt, fortæller:

”Det fungerer fantastisk med de nye unge. Vi har en god tone i mellem os og Kirsten får det til at fungere på en god måde, når hun deler os op. Alle får simpelthen noget ud af kurset.”

Alle har deres grunde til at begynde på engelskkursus. For nogle åbner sproget nye døre i samfundet og for andre har kurset en mere personlig anledning, som i Binas tilfælde. Fælles for alle deltagere er dog, at de hver mandag har mødtes med samme indstilling og lyst til at lære og hjælpe hinanden.   

Kurset var et samarbejde mellem ByLivKolding og AOF.