Markedsdage paint fotor 

Ved ingangen til spøgelseshuset samler der sig en kø af forventningsfulde piger og drenge.

Det er 2. maj 2019, og Munkevængets Skoles årlige markedsdag er godt i gang med mange boder og gæster. Ved indgangen til spøgelseshuset samler der sig en kø af forventningsfulde piger og drenge.


Markedsdagen er en tradition, hvor institutioner i området og andre interessepartnere kan komme og være med. Der er altid stor opbakning blandt forældre og elever, der samtidig tjener lidt penge til deres klassekasser, og således kan nyde godt af dagen resten af året. 


Spøgelseshuset, som de store børn laver for de små i skolens hal, er et sikkert hit og på programmet hvert år. Ude foran hallen kæmper to sumobrydere om pladsen inde i ringen. Under de store sumobryder-dragter findes to af skolens piger, som skiftevis ler og hviner i deres kamp om sejren. Til sidst skubbes den ene grinende ud og må erkende sit nederlag. Men det er blot en leg, og straks er kampen i gang igen.  


Et stykke væk lyder der glade toner fra blæseinstrumenter. Det er musikskolen, der er gået i gang med en koncert, alt imens børn og voksne flokkes omkring de mange boder med mad og sjove spil. Der er mange voksne gæster i børnenes univers på Munkevængets Skole denne kølige forårsdag.


- Markedsdagens succes er en sammensætning af mange ting, som har udviklet sig gennem årene. Det er mindst 20 år siden, vi startede den, og vi har flyttet lidt rundt på placeringen, afhængigt af hvem der er med, og hvad de har behov for. Brandvæsenet, politiet, ungdomsskolen og tandplejen plejer at være her, og i år er musikskolen med for første gang. Så vi prøver hele tiden at udbygge det, fortæller Finn Fallesen, skoleleder på Munkevængets Skole.