Tryghed hjemmeside

Efter vinterens to tryghedsvandringer i afdelingerne i Brændkjær stod mere lys højt på ønskesedlen. Men det bliver klart til efteråret.

I disse måneder står solen tidligt op og går sent ned. Men i vinterhalvåret kan døgnets mange mørke timer give utryghed, hvis der mangler belysning, hvor folk færdes.

Og det gør der flere steder i afdelingerne 9, 15, 23, 51 og 73 i Brændkjær, viser to tryghedsvandringer i februar og marts. Den første vandring fandt sted den 7. februar og var for beboere i området. 10 beboere deltog. Anden vandring fandt sted den 6. marts og var for repræsentanter i kvarternetværket.

- Beboerne anbefaler, at der opsættes mere og stærkere lys, står der mange steder i den rapport, ByLivKolding har udarbejdet på baggrund af de to tryghedsvandringer.

Det gælder på såvel boligforeningen AAB Koldings som Kolding Kommunes arealer.

Flere steder er der slet ikke opsat lamper i dag. Det gælder ved indgange til mange opgange og trappenedgange til kældre i afdelingerne. Men også på stisystemet ved Børnehaven Mariekjær mellem Frederik 7 Vej og Brændkjærgade. 

Andre steder er belysningen meget sparsom. Det gælder for stisystemet mellem Agtrupvej og Tvedvej og stisystemet fra Tvedvej 28 op til festsalen på Snerlevej. Men også ved indgangene til mange opgange i mange blokke, affaldspladsen bag blokkene på Agtrupvej og P-pladsen på Snerlevej vurderes belysningen som værende meget svag.

 

Boligforeningen arbejder på sagen

- Boligforeningen er pt. i gang med at udbedre denne udfordring, står der også flere steder i rapporten. 

Boligforeningen var repræsenteret ved områdevarmemester Niels Møller og inspektør Claus Griepentrog, og her bekræfter man ganske rigtigt, at boligforeningen arbejder på sagen.

- Vi er i gang. Vi har for eksempel allerede skiftet flere pærer til LED. Angående belysning er der ikke problemer, fordi det er sommer, men til efteråret får vi mere lys op. Mange af tingene på listen var planlagt i forvejen, forsikrer Claus Griepentrog.

Udover manglende lys, konstaterede deltagerne også, at der er huller i asfalt og flisebelægning nogle få steder.

- Vi får også udbedret og skiftet belægningen flere steder, siger Claus Griepentrog.

Hvor Kolding Kommune er ansvarlig, blev beboerne opfordret til at bruge kommunens app ”Giv et praj”. Her kan man som borger selv rapportere om problemer, der vedrører kommunale arealer samt billeddokumentere dem direkte til forvaltningen.

Tryghedsvandringerne var efterspurgt af beboere efter flere år uden, idet der ikke har været behov tidligere.