Eat and learn hp

”Eat and Learn” hedder en af ByLivKoldings indsatser i Munkebo. Det er et temaforløb, hvor børn og unge i aldersgruppen 13-17 år jævnligt mødes med voksne om noget fagligt indhold efterfulgt af et måltid mad.

”Eat and Learn” hedder en af ByLivKoldings indsatser i Munkebo. Det er et temaforløb, hvor børn og unge i aldersgruppen 13-17 år jævnligt mødes med voksne om noget fagligt indhold efterfulgt af et måltid mad. 

En gang om ugen gennem tre måneder har deltagerne mødtes i et lokale ved Munkevængets Skole for at tilegne sig nyttig viden og spise sammen. Der har været cirka 15 deltagere, hvoraf de fleste er drenge.

- Eat and Learn er et oplysende og dermed forebyggende temaforløb. Det handler om vidensdeling, som har til formål at lede de unge på rette vej under uformelle former. Vi slutter altid af med at spise noget mad, siger Sanne Ommen, opsøgende medarbejder i Ungekontakten, der løser nogle opgaver for ByLivKolding.

Emnerne på det seneste temaforløb har blandt andet været:

  • Kriminalitet og straf
  • Digital adfærd
  • Seksuel adfærd
  • Selvtillid og selvværd

- Nogle af emnerne går igen fra tidligere forløb, men de er vigtige at gentage, siger Sanne Ommen og uddyber:

 

- For eksempel er digital adfærd vanskeligt. De unge har svært ved at navigere hensigtsmæssigt på nettet og falder ofte i fælderne. Flere har set de meget omtalte videoer af mord og har reageret stærkt på det efterfølgende. Så snakker vi om, hvorfor de videoer drager deres opmærksomhed, hvad det rører i dem, at det er virkelige mennesker, det går ud over, og hvorfor man ikke skal åbne dem og dele dem.

 

Emnet kriminalitet og straf stod politiet for, og det kom der nogle gode snakke ud af med de unge om regler og rammer og deling af billeder på nettet.

 

- Emnet seksuel adfærd er ikke seksualundervisning. Det handler mere om, hvordan man passer på sig selv, og at et nej er et nej. Hvornår er det okay at have en kæreste som muslim? I det hele taget

har vi haft nogle gode snakke om at være muslim i et frisindet land som Danmark, siger Sanne Ommen og fortsætter:

 

- Munkevængets Skoles AKT-lærer deltog senest og snakkede om selvtillid og selvværd.

Han kunne tage dem et skridt længere, end vi plejer, fordi de kender ham. Den sidste aften skal de på en ekskursion til Kolding Arrest. Det skal handle om, hvad det vil sige at være indsat i arresten. Vi vil ikke gøre reklame, men det modsatte. Det har forhåbentlig en afskrækkende effekt. Det skal ikke ligne et hotelophold. 

 

Eat and Learn i Munkebo har foregået én gang om ugen fra kl. 16.30-18.30. Forløbet har kørt otte gange i månederne april, maj og juni.