Billede til artikel om Brndkjrbrd Fotor

I Brændkjær er det vigtigt at fortælle historier. Historierne binder bydelen sammen og er med til at holde fællesskabsfølelsen i hævd. Brændkjær har derfor stablet en ny tradition på benene.

 

Brændkjærbrød er en bagekonkurrence og begivenheden blev fredag d. 9. juni afholdt for anden gang i Geografisk Have. Vinderbrødet var et surdejsbrød, bagt af Benjamin Wolters, der var i konkurrence med seks andre brød.

Onkel Tom er en central person for Brændkjærs historie og derfor oplagt som temaet for årets Brændkjærbrød. Men Onkel Tom var ikke alene inspirationskilde for deltagernes brødopskrifter. Onkel Tom var også en anledning til at fortælle historier om Brændkjær.

En veloplagt Thomas Gylling Olsen fra Brændkjærskolen gav de fremmødte en tur ned af mindernes allé.  Thomas dykkede ned i Brændkjærs udvikling i løbet af det 20. århundrede. Han gjorde kvarteret levende for de tilhørende med billeder af Brændkjærgård, de nybyggede rækkehuse og børnenes sæbekasseløb på gaderne omkring Agtrupvej.

Thomas fortalte interessante anekdoter om Onkel Tom. Vidste du, at Tom både var soldat under første verdenskrig, uddannet i Tyskland, digter, foredragsholder og svinepasser på Brændkjærgård?

Der er mange facetter ved en mand som Onkel Tom, ligesom der i øvrigt er mange facetter ved en bydel som Brændkjær.

Men hvad med vinderbrødet? Det var såmænd bagt uden gær, ligesom på Onkel Toms tid. Og brødet var heller ikke helt ulig de surdejsbrød man bagte på steder som Brændkjærgård, hvor Tom arbejdede.

Et brød kan have en hel historie i sig, ligesom Onkel Tom indeholder en stor del af Brændkjærs historie.      

Årets Brændkjærbrød blev afholdt i væksthuset i Geografisk Have. Arrangørerne bag Brændkjærbrød 2017 var præsten, Ole Pihl, idémager Carsten Borch og leder af Geografisk Have, Lene Holm.

Diplomet for årets vinderbrød blev overrakt af Koldings borgmester Jørn Pedersen. De tre dommere var Torben fra Roxy, Kamma fra Kolding Stadsarkiv og Jan fra Gertz.

Arrangementet var akkompagneret af Brændkjærkirkens pigekor og Stadsarkivet havde i anledningen medbragt en mindetavle med avisklip om Onkel Tom.